Kortsjov


Buzzfeed har lavet en oversigt over 38 kort, du ikke vidste, du havde brug for.

Det er en fin måde at se verden på en ny måde.

Jeg er nyligt flyttet til Amagerbro, og hvad er en bedre måde at få lokalkendskab på end at rende rundt med et kamera og tage en håndfuld billeder et par timer.

Til formålet lånte jeg en bekendts kamera, et Samsung ST1000 med indbygget GPS (og wifi og bluetooth og…). Så hvad kan man få ud af at rende rundt et par timer og fyre nogle billeder af, hvis man gerne vil udleve sin indre nørd anno 2010?

GPS og geotagging

Kameraet har som nævnt GPS indbygget, hvor positionen bliver gemt i billedets EXIF-metadata. Efter at have lagt billederne ind i Picasa, er der et overblik over hvor billederne er taget henne:

Panoramabilleder

Nogle moderne digitalkameraer har indbygget panorama-funktion. Det havde dette kamera ikke, så jeg skulle selv smide en håndfuld billeder taget i cirkel nær Stadsgraven ind i et panorama-program, PTGui, for at danne ét stort billede. Det kom så til at fylde 50 MB og er på 25.000×1.640 pixels! (den fulde udgave af JPEG-billedet kan hentes her, men det fylder som sagt derefter).

Det er oplagt at se et sådan billede i Google Earth, men her trækker det lidt tænder ud at skulle behandle et 50MB-billede på samme tid, så en metode er at få skåret billedet i bidder i forskellige opløsninger, så folk kan zoome lidt frem og tilbage og blot hente relevante dele af billedet. Jeg faldt efter lidt søgen over PhotoOverlayCreator, så jeg skulle slippe for at rode med KML-filer og at kode et billedopdelings-program selv.

Resultatet er dette panorama-billede (skal åbnes i Google Earth).

Næste gang må jeg få lavet en kuppel, så der er mere himmel (og tårne) med.

Collager

PTGui kan også stykke billeder sammen side om side. Mit første resultat med dette faldt dog ikke vildt heldigt ud, men jeg synes stadigvæk at ideen er interessant. Jeg må lege lidt mere med teknikken eller finde andre programmer til formålet, for eksempel open source-værktøjet Hugin.

Google Building Maker

Google har et program til at optegne 3D-bygninger ud fra luftfotos:

Jeg har modelleret nogle bygninger i nærheden, men savnede stadigvæk en bedre tekstur. Google gav mulighed for også at bruge deres gadevisnings-billeder, men perspektivet var lidt forkert i dem – plus at jeg manglede bagsiden af bygningen. Heldigvis er der også mulighed for at indsætte sine egne fotos i Bygningsværktøjet:

Her er den endelige model. Vælg evt. 3D View og drej modellen rundt. Jeg skal stadigvæk have tweaket lidt på den, men det ser godt ud, at der er kommet bedre tekstur på.

OpenStreetMap

Mange af billederne blev taget for at registrere placeringen af butikker og andre POIs til OpenStreetMap. Her hjælper det, at der er koordinater indlejret i billederne, og der i øvrigt også optræder vejskilte og husnumre på mange af billederne, så det er let at placere bygningerne.

Det blev så til et par opdateringer med en masse nye steder lagt ind.

Flere steder fik jeg også taget billeder af åbningstider og tastet dem ind i OpenStreetMap. Det gør så, at man kan lave et dataudtræk og se hvilke steder i området, som har åbent (og som er ved at lukke).

MitKBH

Mange af cafeerne og pizzeriaerne i området er også benævnt på gå-i-byen-guiden MitKBH. Ved at kigge på det store kort i området var det let at finde steder, som manglede et billede af stedet. Her blev der lagt billeder ind for en 20-25 steder.

Wikipedia

Wikipedia-kortet for artikler med manglende billeder var der ikke lige nogen steder i nærheden, der manglede billede. Så må man jo bare tage billede af noget, som der endnu ikke er en artikel om, og så skrive lidt om det… fx Bikuben Kollegiet Ørestad.

… og så løb jeg tør for energi. All in all in a day’s work.

Alle billeder kan i øvrigt ses online, omend Picasa tilsyneladende ikke viser geodata fra dem. Individuelt set er de ikke specielt interessante, og mange af dem er udelukkende taget for at notere hvilke butikker, der ligger hvor, samt at få registreret åbningstider.

Nyheden med Googles gadebilleder har allerede været godt rundt i de danske medier, og opmærksomme Findvej-brugere vil have opdaget, at der i de seneste par døgn er blevet sneget tilhørende funktionalitet ind på Findvej.dk.

Ved at afkrydse “Gadevisning” kan man på Findvej.dk få markeret med blåt, hvor der er taget gadebilleder henne. Herefter skal man blot klikke det sted, man vil se billeder fra. Man kan hive og dreje i billedet, og bruge “Link til gadevisning” for at få bevaret perspektivet, hvis man har fundet et spændende motiv, man vil sende til andre.

Man kan også gå direkte fra en adresse til gadevisning med linket “Gadevisning” i adresse-boblen.

Sidst, men ikke mindst, er det også muligt at linke direkte til en adresses gadebillede. En af Findvejs målsætninger er, at folk skal have lov til at linke systematisk og automatisk, uden at man behøver at gå ind på hjemmesiden først for at finde adressen. Ved at tilføje streetview=1 til URL’en for en adresse, springer man direkte til gadevisningen.

Findvej har de præcise koordinater på adresserne, så i modsætning til lignende tjenester derude, så starter Findvejs brug af gadefotos med at pege ind på den rigtige adresse.

Google har hen over sommeren kørt rundt i større byer i Danmark med deres Street View-biler og taget læssevis af 360-grader-billeder fra gadeniveau. Snart vil det være muligt at se masser af steder i landet i menneskehøjde. Når funktionen træder igennem på Google Maps, vil den naturligvis også være tilgængelig på Findvej, med de sædvanlige lette muligheder for at linke til bestemte steder.

Deres anstrengelser er dog mere end blot billeder. De har nu lavet 3D-modeller af de fleste bygninger i København og lagt tilhørende facade-billeder ind på, så vi har noget, der nærmer sig hvordan virkeligheden ser ud. Bygningerne kan ses via programmet Google Earth – eller direkte i browseren ved hjælp af Google Earth-udvidelsen!

Tjek for eksempel Findvej i 3D i din browser. Har du ikke udvidelsen installeret, vil du have muligheden for at installere den direkte.

Bygninger i København

Axelborg, Cirkusbygningen, Scala, Palads, m.m.

Jeg er ikke sikker på, hvad kildematerialet for bygningerne har været. Street View-bilerne har godt nok haft 3D-laserscannere monteret, men der er også 3D-modeller for bygninger og strukturer på mere utilgængelige steder og fx på bagsiden af bygningerne – hvor der dog nok blot er genbrugt teksturer fra samme bygning. De bygninger, der i forvejen var lavet manuelt af Google Earth-brugere har typisk forrang for de automatiske bygninger, idet de oftest er mere detaljerede og i det hele taget af en bedre kvalitet.

Allerede nu kan man linke til bestemte adresser i 3D-udgaven, blot ved at tilføje en bestemt maptype i URL’en, fx:

Fremover kommer der flere muligheder for at linke til bestemte steder og perspektiver på Findvej i Google Earth-plugin’et.

Findvej-bloggen har været godt forsømt i det seneste år grundet lidt for mange flytninger, lidt for meget sygdom og lidt for mange undskyldninger. Der er dog fart i udviklingen og flere brugbare funktioner på Findvej – naturligvis uden at det kommer til at gå ud over enkeltheden.

Når vi snakker om kort og ruter plejer der at være to oplagte muligheder for at præsentere data: En grafisk visning samt listeformen.

Den grafiske visning giver os det hurtige overblik og gør det let for os at se, om et ruteforslag vil have os over Storebæltsbroen eller med færgen fra Sjællands Odde.

Punktvisningen i listeform hjælper os, når vi skal navigere skridt for skridt.

Når vi sidder foran en computer er det dog muligt også at benytte animationer for at hjælpe på forståelsen. Jeg har tidligere snakket om mit Harry Potter-inspirerede Marauder-kort, hvor man kan klikke på kortet og se en animation af ruten – for eksempel som nogle fodspor. Kortet var inspireret af et Car Trip-eksempel, som ligeledes visualiserer en rute, og endda benytter de beregnede hastigheder på de enkelte strækninger til også at lade bilen køre hurtigere eller langsommere.

En lidt omvendt brug af ruter er googleDrive. Det er en lille Flash-applikation udviklet af Samuel Birch, hvor man selv får lov til at styre bilen rundt på kortet. Søg eventuelt efter din egen by, men pas på: det er let at “spilde” nogle minutter, fordi man lige skal prøve at køre hjem eller på arbejde.

GoogleDrive benytter sig ikke direkte at rute-funktioner og viden om vejnettet, men arbejder slet og ret ud fra farverne på kort-grafikken på at opdage kanterne på vejene, så også her er tilgangen vendt lidt på hovedet. Der er altså tale om at arbejde med, hvad man har til rådighed. I det her tilfælde slet og ret forskellige stykker kort-grafik.

Det kan give enkelte småfejl hist og her. Enkelte steder kan man så at sige køre ud over kanten af vejen, blandt andet på steder, hvor der er tekst-etiketter hen over flere veje. Men igen, ud fra kildematerialet kan jeg kun tage hatten af for hvor langt, man alligevel kan komme.

Har man selv lyst til at lave Flash-applikationer kombineret med Google Maps APIet, så er der også kommet understøttelse for Flash i APIet.

Jorden er ikke det eneste, man kan bruge Google Maps til at vise. I forvejen har Google kort over Månen, Mars og verdensrummet set fra Jorden.

Googles kortsystem er altså ikke bundet til lige præcis Jordens egenskaber. På sin vis kan man også blot bruge systemet til simpelt at lægge et stort billede ind, hvor man kan zoome ind og ud. Dette kunne lige så godt være et almindeligt billede som et portrætfoto eller andre billeder taget i jordhøjde. Eller måske et lag oven på det almindelige kort med et blueprint over ens hus. Her ser man så blot bort fra de mere avancerede funktioner som ruteplaner, m.m. – hvilket fx kortet over Mars heller ikke giver mulighed for (endnu) 🙂

En del folk har brugt Google Maps API til at lave deres egne kort over virtuelle verdener. Nogle af dem er kombineret med bruger-input, efterhånden som man finder detaljer i den virtuelle verden.

GTA IV: Liberty City Map

For dette nyudgivne og populære computerspil kan folk hjælpe hinanden, så ikke alle hver for sig skal jagte de samme små hemmeligheder.

Slår man alle punkter til (Klik på All), kan man se, at der i skrivende stund ikke er så mange ikoner på den vestlige ø. Det skyldes slet og ret, at denne ø først er tilgængelig senere i spillet – og da spillet kom på gaden i tirsdags, er der i sagens natur ikke så mange spillere, der er nået dertil endnu.

Vis GTA IV-kortet

The Elder Scrolls IV: Oblivion

Dette kort er kombineret med en wiki, så man kan springe videre til mere information om de pågældende steder.

Det optimale ved denne samling af informationer vil dog være, at den ligger centralt og ikke mindst struktureret (eller maskinlæsbart, om man vil), og der kun skal opdateres informationer ét sted. Det er fx tilfældet med Wikipedias projekt med geografiske koordinater, som Findvej bruger til at lave det overordnede Wikipedia-kort.

Vis Oblivion-kortet

.. og de andre

Mange andre virtuelle verdener har lignende kort. Der findes fx også ét for Second Life (som dog ikke bruger Google Maps), og ét for World of Warcraft (som dog er nede i skrivende stund).

Idet kort altså hverken er begrænset til jordens geografi, eller til geografi i det hele taget, regner jeg med, at der fortsat vil dukke en del spændende kort-kreationer op.

Marauder's MapInspireret af Harry Potter og Fangen fra Azkaban har jeg sammenbanket en lille udgave af “Marauder’s map” fra filmen.

Tjek kortet ud og klik lidt rundt omkring.

Der er som sådan ikke noget større formål med kortet, ud over at det var en god øvelse udi Google Maps-API’et, og det var sjovt at lave.

(avancerede webnavigatører kan også linke til andre steder, fx San Francisco, ved at angive længde- og breddegrad i URL’en)

Google har været ude at køre rundt i en række amerikanske byer, og taget en række 360-grader-billeder på gadeniveau.

På deres eget kort, maps.google.com, er der for et par amerikanske byer en god dækning af billeder i gadeniveau, som man kan navigere rundt i.

Prøv for eksempel at tage en køretur på The Strip i Las Vegas. Klik på N/S-pilene for at køre rundt, og sørg endelig også for at dreje rundt i billederne. Navigerer man hen til en tværvej, kan man også vælge at køre ned ad anden vej. Man kan også bruge piletasterne til at navigere rundt for en mere flydende oplevelse.

Det kan give nogle sjove muligheder, for eksempel en lille animation af den rute, en ruteplan foreslår. Når vi når dertil hvor funktionerne også optræder på mobile systemer, kan det være noget lettere at finde vej, når man har nogle konkrete pejlemærker at gå efter. Forestil et system, der ved hvert punkt i ruteplanen også viser et konkret billede af hvor, man skal dreje – så man fx kan se, at der ligger en tankstation lige efter krydset, at man kører under en bro omkring frakørslen og så fremdeles.

Der er “kun” taget billeder i fem byer i USA: San Francisco (i Californien), Las Vegas (i Nevada), Denver (i Colorado), Miami (i Florida) og New York (i staten New York) Der går nok noget tid, før der bliver taget systematiserede billeder på gadeniveau i Danmark. I mellemtiden kan vi jo lægge hovederne i blød og gøre os nogle tanker om mulighederne og applikationerne. I mellemtiden kan vi jo tage en tur rundt om Madison Square Garden eller smutte over Golden Gate Bridge og videre rundt i San Fran.