Jeg er nyligt flyttet til Amagerbro, og hvad er en bedre måde at få lokalkendskab på end at rende rundt med et kamera og tage en håndfuld billeder et par timer.

Til formålet lånte jeg en bekendts kamera, et Samsung ST1000 med indbygget GPS (og wifi og bluetooth og…). Så hvad kan man få ud af at rende rundt et par timer og fyre nogle billeder af, hvis man gerne vil udleve sin indre nørd anno 2010?

GPS og geotagging

Kameraet har som nævnt GPS indbygget, hvor positionen bliver gemt i billedets EXIF-metadata. Efter at have lagt billederne ind i Picasa, er der et overblik over hvor billederne er taget henne:

Panoramabilleder

Nogle moderne digitalkameraer har indbygget panorama-funktion. Det havde dette kamera ikke, så jeg skulle selv smide en håndfuld billeder taget i cirkel nær Stadsgraven ind i et panorama-program, PTGui, for at danne ét stort billede. Det kom så til at fylde 50 MB og er på 25.000×1.640 pixels! (den fulde udgave af JPEG-billedet kan hentes her, men det fylder som sagt derefter).

Det er oplagt at se et sådan billede i Google Earth, men her trækker det lidt tænder ud at skulle behandle et 50MB-billede på samme tid, så en metode er at få skåret billedet i bidder i forskellige opløsninger, så folk kan zoome lidt frem og tilbage og blot hente relevante dele af billedet. Jeg faldt efter lidt søgen over PhotoOverlayCreator, så jeg skulle slippe for at rode med KML-filer og at kode et billedopdelings-program selv.

Resultatet er dette panorama-billede (skal åbnes i Google Earth).

Næste gang må jeg få lavet en kuppel, så der er mere himmel (og tårne) med.

Collager

PTGui kan også stykke billeder sammen side om side. Mit første resultat med dette faldt dog ikke vildt heldigt ud, men jeg synes stadigvæk at ideen er interessant. Jeg må lege lidt mere med teknikken eller finde andre programmer til formålet, for eksempel open source-værktøjet Hugin.

Google Building Maker

Google har et program til at optegne 3D-bygninger ud fra luftfotos:

Jeg har modelleret nogle bygninger i nærheden, men savnede stadigvæk en bedre tekstur. Google gav mulighed for også at bruge deres gadevisnings-billeder, men perspektivet var lidt forkert i dem – plus at jeg manglede bagsiden af bygningen. Heldigvis er der også mulighed for at indsætte sine egne fotos i Bygningsværktøjet:

Her er den endelige model. Vælg evt. 3D View og drej modellen rundt. Jeg skal stadigvæk have tweaket lidt på den, men det ser godt ud, at der er kommet bedre tekstur på.

OpenStreetMap

Mange af billederne blev taget for at registrere placeringen af butikker og andre POIs til OpenStreetMap. Her hjælper det, at der er koordinater indlejret i billederne, og der i øvrigt også optræder vejskilte og husnumre på mange af billederne, så det er let at placere bygningerne.

Det blev så til et par opdateringer med en masse nye steder lagt ind.

Flere steder fik jeg også taget billeder af åbningstider og tastet dem ind i OpenStreetMap. Det gør så, at man kan lave et dataudtræk og se hvilke steder i området, som har åbent (og som er ved at lukke).

MitKBH

Mange af cafeerne og pizzeriaerne i området er også benævnt på gå-i-byen-guiden MitKBH. Ved at kigge på det store kort i området var det let at finde steder, som manglede et billede af stedet. Her blev der lagt billeder ind for en 20-25 steder.

Wikipedia

Wikipedia-kortet for artikler med manglende billeder var der ikke lige nogen steder i nærheden, der manglede billede. Så må man jo bare tage billede af noget, som der endnu ikke er en artikel om, og så skrive lidt om det… fx Bikuben Kollegiet Ørestad.

… og så løb jeg tør for energi. All in all in a day’s work.

Alle billeder kan i øvrigt ses online, omend Picasa tilsyneladende ikke viser geodata fra dem. Individuelt set er de ikke specielt interessante, og mange af dem er udelukkende taget for at notere hvilke butikker, der ligger hvor, samt at få registreret åbningstider.