fre 2 maj 2008
Kort over virtuelle verdener: GTA IV, Oblivion, Second Life, WoW
Skrevet af Peter Brodersen under KortsjovIngen kommentarer
Jorden er ikke det eneste, man kan bruge Google Maps til at vise. I forvejen har Google kort over Månen, Mars og verdensrummet set fra Jorden.
Googles kortsystem er altså ikke bundet til lige præcis Jordens egenskaber. På sin vis kan man også blot bruge systemet til simpelt at lægge et stort billede ind, hvor man kan zoome ind og ud. Dette kunne lige så godt være et almindeligt billede som et portrætfoto eller andre billeder taget i jordhøjde. Eller måske et lag oven på det almindelige kort med et blueprint over ens hus. Her ser man så blot bort fra de mere avancerede funktioner som ruteplaner, m.m. – hvilket fx kortet over Mars heller ikke giver mulighed for (endnu)
En del folk har brugt Google Maps API til at lave deres egne kort over virtuelle verdener. Nogle af dem er kombineret med bruger-input, efterhånden som man finder detaljer i den virtuelle verden.
GTA IV: Liberty City Map
For dette nyudgivne og populære computerspil kan folk hjælpe hinanden, så ikke alle hver for sig skal jagte de samme små hemmeligheder.
Slår man alle punkter til (Klik på All), kan man se, at der i skrivende stund ikke er så mange ikoner på den vestlige ø. Det skyldes slet og ret, at denne ø først er tilgængelig senere i spillet – og da spillet kom på gaden i tirsdags, er der i sagens natur ikke så mange spillere, der er nået dertil endnu.
The Elder Scrolls IV: Oblivion
Dette kort er kombineret med en wiki, så man kan springe videre til mere information om de pågældende steder.
Det optimale ved denne samling af informationer vil dog være, at den ligger centralt og ikke mindst struktureret (eller maskinlæsbart, om man vil), og der kun skal opdateres informationer ét sted. Det er fx tilfældet med Wikipedias projekt med geografiske koordinater, som Findvej bruger til at lave det overordnede Wikipedia-kort.
.. og de andre
Mange andre virtuelle verdener har lignende kort. Der findes fx også ét for Second Life (som dog ikke bruger Google Maps), og ét for World of Warcraft (som dog er nede i skrivende stund).
Idet kort altså hverken er begrænset til jordens geografi, eller til geografi i det hele taget, regner jeg med, at der fortsat vil dukke en del spændende kort-kreationer op.