maj 2008


BusstopFolkene bag Rejseplanen er begyndt at dele data med tredjepartstjenester.

Det betyder, at man kan hente informationer om alle stoppesteder fra dem til brug på sit eget kort.

I første omgang har jeg lavet et hurtigt kort med Stoppesteder. På længere sigt er det tanken også at vise dette på Findvej-hovedsiden. Det vil også være oplagt at have bus- og toglinjer med i oversigten for de enkelte stoppesteder.

Jeg kan kun være tilfreds med Rejseplanens indryk i indholdsdelingens univers.

Hvis man tilfældigvis har offentlig transport-infrastruktur kan det være interessant at kigge overordnet på nogle steder på Danmarkskortet. Fyn ser ud til at have nogle tydelige cirkler og linjer, hvorimod det sydlige Jylland ser noget mere blandet ud.

Stoppestedernes positioner er i øvrigt placeret ud fra bestemte koordinater, hvilket giver god mening: En del stoppesteder ligger netop ikke lige ud for et husnummer, selv om meget af vores kort-verdensopfattelse ofte baserer sig på lige præcis adresser. Det samme er tilfældet med Wikipedia-kortet. Ville en adresse på fx Kongens Have eller Langebro give det resultat, vi ville forvente?

Når vi snakker om kort og ruter plejer der at være to oplagte muligheder for at præsentere data: En grafisk visning samt listeformen.

Den grafiske visning giver os det hurtige overblik og gør det let for os at se, om et ruteforslag vil have os over Storebæltsbroen eller med færgen fra Sjællands Odde.

Punktvisningen i listeform hjælper os, når vi skal navigere skridt for skridt.

Når vi sidder foran en computer er det dog muligt også at benytte animationer for at hjælpe på forståelsen. Jeg har tidligere snakket om mit Harry Potter-inspirerede Marauder-kort, hvor man kan klikke på kortet og se en animation af ruten – for eksempel som nogle fodspor. Kortet var inspireret af et Car Trip-eksempel, som ligeledes visualiserer en rute, og endda benytter de beregnede hastigheder på de enkelte strækninger til også at lade bilen køre hurtigere eller langsommere.

En lidt omvendt brug af ruter er googleDrive. Det er en lille Flash-applikation udviklet af Samuel Birch, hvor man selv får lov til at styre bilen rundt på kortet. Søg eventuelt efter din egen by, men pas på: det er let at “spilde” nogle minutter, fordi man lige skal prøve at køre hjem eller på arbejde.

GoogleDrive benytter sig ikke direkte at rute-funktioner og viden om vejnettet, men arbejder slet og ret ud fra farverne på kort-grafikken på at opdage kanterne på vejene, så også her er tilgangen vendt lidt på hovedet. Der er altså tale om at arbejde med, hvad man har til rådighed. I det her tilfælde slet og ret forskellige stykker kort-grafik.

Det kan give enkelte småfejl hist og her. Enkelte steder kan man så at sige køre ud over kanten af vejen, blandt andet på steder, hvor der er tekst-etiketter hen over flere veje. Men igen, ud fra kildematerialet kan jeg kun tage hatten af for hvor langt, man alligevel kan komme.

Har man selv lyst til at lave Flash-applikationer kombineret med Google Maps APIet, så er der også kommet understøttelse for Flash i APIet.

Jorden er ikke det eneste, man kan bruge Google Maps til at vise. I forvejen har Google kort over Månen, Mars og verdensrummet set fra Jorden.

Googles kortsystem er altså ikke bundet til lige præcis Jordens egenskaber. På sin vis kan man også blot bruge systemet til simpelt at lægge et stort billede ind, hvor man kan zoome ind og ud. Dette kunne lige så godt være et almindeligt billede som et portrætfoto eller andre billeder taget i jordhøjde. Eller måske et lag oven på det almindelige kort med et blueprint over ens hus. Her ser man så blot bort fra de mere avancerede funktioner som ruteplaner, m.m. – hvilket fx kortet over Mars heller ikke giver mulighed for (endnu) 🙂

En del folk har brugt Google Maps API til at lave deres egne kort over virtuelle verdener. Nogle af dem er kombineret med bruger-input, efterhånden som man finder detaljer i den virtuelle verden.

GTA IV: Liberty City Map

For dette nyudgivne og populære computerspil kan folk hjælpe hinanden, så ikke alle hver for sig skal jagte de samme små hemmeligheder.

Slår man alle punkter til (Klik på All), kan man se, at der i skrivende stund ikke er så mange ikoner på den vestlige ø. Det skyldes slet og ret, at denne ø først er tilgængelig senere i spillet – og da spillet kom på gaden i tirsdags, er der i sagens natur ikke så mange spillere, der er nået dertil endnu.

Vis GTA IV-kortet

The Elder Scrolls IV: Oblivion

Dette kort er kombineret med en wiki, så man kan springe videre til mere information om de pågældende steder.

Det optimale ved denne samling af informationer vil dog være, at den ligger centralt og ikke mindst struktureret (eller maskinlæsbart, om man vil), og der kun skal opdateres informationer ét sted. Det er fx tilfældet med Wikipedias projekt med geografiske koordinater, som Findvej bruger til at lave det overordnede Wikipedia-kort.

Vis Oblivion-kortet

.. og de andre

Mange andre virtuelle verdener har lignende kort. Der findes fx også ét for Second Life (som dog ikke bruger Google Maps), og ét for World of Warcraft (som dog er nede i skrivende stund).

Idet kort altså hverken er begrænset til jordens geografi, eller til geografi i det hele taget, regner jeg med, at der fortsat vil dukke en del spændende kort-kreationer op.