I starten af året var der kun sporadiske satellitfotots over enkelte byer i Danmark.

Så sprang ScanKort på banen og leverede luftfotots for hele Danmark med en detaljeringsgrad på 40 cm.

Nu er det COWIs tur til at bidrage. De har indgået en aftale med Google Maps om at levere luftfotos med en detaljeringsgrad på 25 cm, og helt ned til 10 cm i de større danske byer. Billederne er ikke lagt ind endnu, men når den tid kommer, vil resultatet naturligvis også være synligt på Findvej.

Der er i mine øjne ved at ske et mentalitetsskift blandt virksomheder. Ligesom at ScanKort fik en fantastisk eksponering i sin tid for et produkt, der ikke var vidt bredt kendt, har COWI gjort de samme betragtninger.

Jeg vil tro, at flere virksomheder længe har haft en holdning om at deres unikke originalmateriale – fx luftfotos over hele Danmark – har været deres arvesølv, som de skulle passe på, og ved at give adgang til alt deres materiale, ville der ikke være noget tilbage. I praksis har det været en langt bedre forretning at få vist sit gode produkt vidt og bredt, og lade kvaliteten af produktet tale for sig selv, frem for at gemme og hemmeligholde sit produkt.