tors 10 maj 2007
Jeg har ikke været så gadget-fascineret, som man skulle tro. I et tidligere indlæg nævnte jeg min gamle, store mobiltelefon, som jeg næsten altid slæber rundt på, til trods for størrelsen, men ellers har jeg ikke nogen remedier, jeg ikke kan forlade hjemmet uden.
Både Garmin Forerunner og Nokias kommende serie af telefoner med GPS indbygget har dog fascineret mig. Ikke blot fordi enhederne har GPS, men fordi man kan eksportere ens positioner og indtegne ruterne på blandt andet Google Maps.
For et par måneder siden introducerede en løbeglad veninde mig for et nyt stykke legetøj: En Garmin Forerunner, som er en gadget med indbygget GPS. Den registrerer løbende positionen og tiden omtrent hvert 4-5. sekund, og 305-modellen har også pulsmåler i.
Det interessante opstår, når man trækker data ud i det medfølgende program, hvor man kan sammenholde alle de registrerede informationer. Vi har position og højde på forskellige tidspunkter. Ved at sammenligne to observationer inden for nogle sekunder med hinanden kan vi også udlede hastighed, stigning og geografisk retning. I programmet kan man se tallene og graferne side om side, så man efter en løbetur blandt andet kan se, hvordan hastigheden falder og pulsen stiger på vej op ad en bakke. Hvor programmet kommer til kort, fortsætter mulighederne på nettet. Forerunneren kan eksportere ens ruter som XML-datafiler, man selv kan behandle, eller, mere sandsynligt, uploade til en eksisterende tjeneste som fx GPSVisualizer.
Den side – som jeg ville ønske, jeg selv havde nået at lave – spiser altså XML-filen og kan give et output, som kan bruges på Google Maps eller i Google Earth. Tjek følgende eksempel fra GPSVisualizer, som veninden har svedt sig til:
Det første, jeg var overrasket over, var dem rimelige præcision. GPS’er i bil-navigationssystemer kan altid støtte sig op ad deres indbyggede vejkort og kan på den måde antage, at en bil normalt kører på vejen og ikke på cykelstien eller i rabatten. Forerunneren har ikke samme mulighed, så det er de pinligt rå koordinater, man kan se på kortet. Alligevel er det intet problem at se, om personen har løbet i den ene eller anden side ad vejen. Prøv eventuelt at zoome ind på ovenstående kort.
GPSVisualizer har som nævnt også andre eksport-muligheder, og lige til højrebenet er en KML-eksport (åbner i Google Earth) af samme rute. Samme KML-fil kan også ses direkte i Google Maps – og der er som sådan heller ikke noget i vejen for også at tilbyde KML-overlays direkte på Findvej.dk. Måske en idé til en senere opdatering.
Nuvel, en linje på et kort er nok ikke så interessant. Men vi har meget mere information, som vi kan visualisere i samme omgang:
- Rutens længde (KML)
- Hastigheden (KML)
- Puls (KML)
For mit eget vedkommende regner jeg ikke med at bruge en sådan Forerunner til at holde styr på min motionering, men snarere at fortælle historier ud fra hvor, jeg har været rundt om dagen og natten. Der ligger en del muligheder her, som jeg vil glæde mig til at udforske. Hvad med en animation på et kort hen over en dag, der angiver en håndfuld personers positioner samt deres indbyrdes møder og opbrud. Hvilken person ville du have lyst til at følge rundt? Der er gode muligheder både inden for interaktiv formidling, interaktiv underholdning og så reel interaktiv underholdning og spil, hvor man ikke bare bladrer rundt i forskellige indgange til historien som var det tekst-tv, men hvor ens egen position også påvirker spillet.
For en god ordens skyld må jeg hellere understrege, at jeg mener det med at fortælle historier = der skal være en historie at fortælle. Jeg har ingen blogger-ekshibitionistiske ambitioner om konstant at fortælle omverdenen om, hvor jeg er, eller hvad jeg laver, og da slet ikke, hvis der ikke er noget spændende at fortælle.
Forerunner 305′ens lillebror, 205, har ikke pulsmåler, men ligger dog i øjeblikket til under 2.000 kr. her i landet. Jeg er fristet til at købe den som et stykke legetøj (eller håbe på at få den sponsoreret – host!), men Nokias N95 er lige rundt om hjørnet.
Et kommende indlæg beskriver lidt om de muligheder, folk allerede har fået ud af Nokia N95, blandt andet med Nokia Sports Tracker-applikationen, som også kan eksportere KML-filer direkte.
Må jeg leve i en spændende tid.
10. maj 2007, 10:29 am
Hej Peter,
Jeg har haft Forerunner 201 og har lige bestilt 305′eren gennem en ven i USA (ca. halv pris). Hvis du bare vil “lege” kan 201′eren også exportere i XML og den bør kunne købes for
13. maj 2007, 7:17 pm
Garmins forerunner er nemlig god stil.
Havde lånt et stk. af en ven sidste år og blev hooked på det. Jeg vil dog sige at modtageren er rimelig fesen i uret. Var næsten uanvendeligt til Erimitageløbet sidste år fordi der var træer!! Høje huse er også – til tider – problematiske men det er ikke super aktuelt i København. Trods alt
Det var egentlig heller ikke det jeg ville med dette indlæg. Men da jeg havde uret brugte jeg et andet program til uret, end det som fulgte med. Nemlig “sportstracks”. Gratis, og så loader det selv punkterne i Google map. Super sejt. Især fordi jeg fandt alle de øvrige funktioner bedre end det originale software.
http://www.zonefivesoftware.com/SportTracks/Demo/ScreenShots1.html
Bare et til til folk der ikke er indendørs mestre i kommaseparerede filer og XML og hvad der ellers måtte være lækkert…
God løbetur!
18. maj 2007, 1:07 pm
Palle: Det ser spændende ud! Og sjovt screenshot med billedet af hunden. Det er en meget fin tanke at bruge GPS’er mere bredt end bare på én selv og sine køretøjer.
Jeg var til møde for nyligt med en kvinde, som i sit ph.d-projekt havde udstyret nomader med GPS’er for at kunne danne noget empiri over naturen i deres vandringer – et ret spændende projekt!
Min biologi-bror, som også er i gang med et ph.d-projekt, har indsat RFID-chips i over 5.000 fisk i en sø. Disse er dog ikke aktive, men ved hver af de tre åer, som fører fra/til søen, er der så opsat spoler til at observere, når fisken svømmer forbi. På den måde kan man lave en masse statistik over hvornår fisk vandrer – om det er store eller små fisk, om det er om dagen eller om natten, om det er bestemte arter, om der er sammenhæng med vandets temperatur og så fremdeles.
Lige nu har de over 35 millioner observationer af fisk, som passerer de spoler, så selv om de ikke har de præcise mønstre inde i søen (ud over med enkelte fisk, som netop har fået retningsbestemte enheder i sig), er der stadigvæk et massivt datagrundlag til at kunne forske på.
Jeg regner med at skrive et større indlæg om dette senere.
22. maj 2007, 1:47 pm
Jeg dyrker motionscykling i stedet for løb, og til det brug har Garmin også lavet GPS-dimser.
I dag bruger jeg http://www.gmap-pedometer.com til at holde styr på mine cykelture, men jeg skal sidde hver gang og manuelt plotte turene ind.
Det ville være genialt, hvis dette kunne ske automatisk. Det ville være endnu mere genialt, hvis jeg kunne dele mine ruter med andre.
Hvis man forestiller sig at medlemmer af en cykel/løbeklub kunne dele ruter.. eller blot venner med metadata som elevation, underlag, sværhedsgrad m.v.
Barrieren for mig er prisen på disse dimser. Nokia N95, Garmin-dingenoter, osv.
1. juni 2007, 12:31 am
Mads: GPS Visualizer kan heldigvis lave de konverteringer, der skal til, men der er ikke så meget brugerprofil og deling over det.
Ens genererede kort bliver godt nok online i nok tid til at man kan smide et link i en mail til venner og bekendte, så de kan nå at se det. Men det kunne rigtigt nok også være rart, hvis der var mulighed for let at slå egne og andres ruter til og fra.
Jeg har overvejet mulighederne for at lave brugerprofiler eller deslige, blandt andet for at kunne gemme informationer (favorit-adresser, løberuter til deling, m.m.), og her ville det også være oplagt at kombinere det med mulighed for også at lægge sine datafiler ind.
Jeg er naturligvis bekymret for at skulle genopfinde GPS Visualizers dybe og i øvrigt meget effektive tallerken, men nu må vi se, hvad tiden bringer
13. september 2007, 9:35 am
Jeg købte en Forerunner 305 for et par måneder siden.
I fritiden løber jeg med Copenhagen Hash House Harriers, vi løber en form for orienteringsløb hvor vi ikke kender ruten på forhånd og hvor der er tilladt at indlægge falske spor.
Med Forerunner 305 kan jeg finde tilbage til udgangspunktet hvis jeg farer vild (sker nok ikke lige i Danmark!), og det bedste er at jeg efter løbet kan mappe den komplette rute på Google Earth.
Se første billede på
http://ch3.dk/photo.php?dir=CH3/2007/20070903-1601-SorgenfriSt
Jeg løber også i udlandet, især Thailand, og visse steder kan der være langt hjem hvis man ikke har noget at navigere efter.